Cyklen står stærkt på den politiske dagsorden både nationalt og lokalt. Udviklingen af den nye nationale cykelstrategi er i fuld gang. Kom og giv dit bidrag til debatten, når Transportminister Henrik Dam Kristensen, Svendborgs borgmester Curt Sørensen og rådmand i Odense Steen Møller diskuterer perspektiverne for den nye strategi.
Udviklingen af den nye nationale cykelstrategi kommer til at sætte sit præg på hele årets program, og vi kan nu løfte sløret for en række spændende sessioner. Bl.a. gæster EU’s klimakommissær Connie Hedegaard konferencen og giver sit bud på, hvordan vi kan bruge cyklen i den grønne omstilling. Der bliver i år også mulighed for at gå særligt i dybden med børnecykling. Hør om den nyeste forskning på området og bliv inspireret af en række spændende projekter, der har styrket skolecykling i bl.a. værtskommunen Svendborg.
Kom også og høst de nyeste erfaringer fra cykelpuljens projekter. Vær med, når vi diskuterer, hvordan vi øger antallet af cykelpendlere og afhjælper trængslen i bykernerne, og hvordan vi fremmer cykling i mindre byer, landdistrikter og forstæder. Tal med om, hvordan vi sikrer borgerne mod cykeltyverier, styrker færdselssikkerheden, og hvordan kampagner og nudging kan skabe bedre adfærd på cykelstierne – og meget mere.
Cykelkonferencen henvender sig til medarbejdere, der arbejder med sundhed, cykeltrafik, byplanlægning, børn og unge, klima og miljø i kommunerne, til cykeleksperter, interesseorganisationer, forskere, rådgivere, leverandører og andre cykelinteressenter. Cykelkonferencen 2013 foregår på Hotel Svendborg og arrangeres af Vejdirektoratet i samarbejde med Cyklistforbundet og Svendborg Kommune.
Se det foreløbige program og tilmeld dig på www.vej-eu.dk.