By & Pendlercykler — 21 december 2022

De hollandske statsbaner har siden 2008 udlejet cykler på deres stationer, de såkaldte OV Fiets.

På 15 år er antallet af brugere vokset til mere end 900.000 abonnenter, som samlet tager mere end 5.000.000 cykelture om året på de blå-gule cykler. NS nåede en milepæl i 2022 – OV cykeltur nr. 35.000.000.

I gennemsnit kommer knap 40 % af togpassagererne til stationen på cykel. Efter togrejsen tager mange rejsende en stationscykel for at komme den sidste del af turen mod deres destination. NS tilbyder i øjeblikket 22.000 cykler på næsten 300 lokationer i Holland – stationer, bus- eller metrostationer og P+R områder.

Mere end 3.500 stationscykler er nu udstyret med den nye lås, som kan åbnes med det nationale rejsekort.

Dagsprisen er 30 kr.

Elektriske stationscykler

NS har startet et forsøg med elektriske stationscykler på Driebergen-Zeist station. Desuden kan 30 elektriske stationscykler lejes både på Arnhem og Groningen station. NS vil senere udvide testen med elcyklerne til en 4. station, Maastricht.

Leje af en elektrisk stationscykel koster 75 kr./dag. Efter 3 dage kommer der et tillæg på 40 kr./dag.

De elektriske stationscykler er af mærket Noord. Rækkevidden på cyklen i sparetilstand er 110 km, mens det i normal position er 70 km på et fuldt opladet batteri. I højeste position er rækkevidden 50 km. Elcyklerne kan køre op til 25 km/t. Lejere må ikke selv oplade cykelbatteriet. NS oplader med 100 % grøn strøm.

Forsøget med de elektriske stationscykler varer 1 år. I evalueringen ser NS blandt andet på antallet af personer, der bruger elcyklerne, og antallet af kilometer, de tilbagelægger. Den elektriske stationscykel lejes i gennemsnit omkring 80 gange om ugen på Driebergen-Zeist station. Den gennemsnitlige distance er omkring 30 km.

Rejsende kan nemt planlægge hele deres rejse via NS-appen. Stationscyklen er NS’s mest kendte delemobilitet, men NS tilbyder også andre typer mobilitet via app’en, såsom Greenwheel delebiler og Check løbehjul.

 

 

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.