Planlægning Politik — 19 maj 2015

En grønnere og mere cykelvenlig bymidte, en stibro til cyklister til havnen og et væld af andre cykelprojekter, som har fået både store og små i sadlerne. Det er nogle af årsagerne til, at Cyklistforbundet har kåret Odense til Årets Cykelkommune 2015.

Odense Kommune har siden årtusindskiftet ligget i front som Cyklisternes By, men i de sidste par år har cykelområdet fået et ekstra nøk. Et par større prestigeprojekter og et væld af mindre cykelindsatser rettet mod en lang række forskellige målgrupper har givet nyt liv til cykelvisionerne.

By- og Kulturrådmand Jane Jegind glæder sig over prisen.

Det er utrolig dejligt, at Odense bliver anerkendt for sine mange gode cykelinitiativer, herunder Byens Bro og sikringen af åstien som en grøn adgang til byen. Vi ser en god udvikling i andelen af cyklister, og cykeltrafikken er steget med 10 % det sidste år. Jeg tror, at årsagen skyldes, at vi gør cyklen til et positiv tilvalg. Vi skal ikke genere folk, der har brug for bilen for at få dagligdagen til at hænge sammen, men vi kan gøre cyklen til et lettere og bedre valg for mange andre. Aktuelt er vi oppe på en cykelandel på 24 %. Det skulle gerne stige til 30 %, og derfor har vi vedtaget en ny og ambitiøs cykelhandlingsplan, som indeholder 24 projekter, som bliver lanceret over de kommende år. Det drejer sig blandt andet om supercykelstier, flere cykelparkeringspladser samt store indsatser målrettet byens skoleelever og studerende.

Cykelhandlingsplanen har et budget på 30 millioner kroner i de kommende år, men Odense har allerede investeret i cyklisterne. I 2014 åbnede Odins Bro over Odense Kanal med en 4-sporet supercykelsti, og Odense Banegård Center fik sit 3. cykelcenter, så der nu er mere end 3.000 cykelparkeringspladser ved stationen.

Cyklistforbundet har givet følgende begrundelse for kåringen af Odense som Årets Cykelkommune:

Med etableringen af en ny, grøn bymidte og åbningen af stibroen mellem by og havn har Odense Kommune taget modige og konsekvente skridt på vejen mod en bæredygtig storby med fokus på cykling og gang. Kommunen er gennem en årrække gået forrest med tværfaglige cykelprojekter, der har fået blandt andet nydanskere, arbejdsløse og socialt udsatte op på cyklen. De yngste odenseanere nyder også godt af kommunens innovative tilgang til skolecyklingen, hvor Cykelglad Skole trækker cyklen ind i alle skolens sammenhænge.

For Cyklistforbundet er det vigtigt, at kåringen bliver set som en påskønnelse, men også som et rygstød til den fortsatte cykeludvikling i kommunerne. For selv om cykeltrafikken i Danmark i disse år er stigende, er der fortsat brug for nytænkning, udvikling og ambitioner i kommunerne, mener Cyklistforbundet.

Odense har i mere end 25 år været en af Danmarks mest ambitiøse cykelkommuner – efterhånden dog med rigtig meget sund konkurrence fra andre kommuner. Men i de sidste par år har ambitionerne fået vokseværk i Odense, så kommunen nu igen er på vej helt i front på cykelområdet. Odense får altså titlen som Årets Cykelkommune både for det lange seje træk, men også for en spændende vision, som vi rigtig gerne vil se ført ud i livet.

– udtaler Jette Gotsche, som er Cyklistforbundets landsformand.

Ud over Odense var også Aarhus, Esbjerg, Gladsaxe og Svendborg nomineret.

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.