Vejdirektoratet har udgivet en ny rapport om vejtekniske løsninger for cyklister og effekten på sikkerhed og oplevet tryghed. Hensigten er at hjælpe planlæggere med gode løsninger til at få flere til at vælge cyklen fremfor bilen, samtidig med at sikkerheden for cyklister forbedres.
Det er en sammenfatning af effekterne på cyklisters sikkerhed, oplevede tryghed og fremkommelighed for 10 udvalgte vejtekniske løsninger inddelt i 23 løsningsvarianter:
- Afkortet cykelsti i signalregulerede kryds
- Fremført cykelsti i signalregulerede kryds
- Cykelbane mellem ligeud- og højresvingsbane
- Dobbeltrettede cykelstier i kryds
- Cykelsignaler i kryds
- Cykelinfrastruktur ved busstoppesteder
- Bilparkering langs cykelsti og cykelbane
- Delt sti og fællessti
- 2 minus 1-vej
- Tilladt cykling mod ensretningen
Effekterne for andre trafikantgrupper beskrives ikke.
Sammenfatningen er baseret på en omfattende litteraturgennemgang, som blev gennemført i 2020 ud fra danske og udenlandske anbefalinger, erfaringer og evalueringer fra de seneste ca. 20 år. Effekterne for cyklister er sammenfattet med symbolerne i nedenstående oversigt. Effekterne på ulykker omfatter person- og materielskadeulykker.
Oversigten viser, at de fleste løsningsvarianter typisk har både positive og negative effekter. Der er således kun ganske få løsninger, som har en positiv effekt på både sikkerhed, oplevet tryghed og fremkommelighed. De løsninger, hvor det er tilfældet, er:
- Før-grønt i signalregulererede kryds
- Bushelle ved busstoppesteder
- Sikkerhedszone ved gadeparkering
- Tilladt cykling mod ensretningen i ensrettede gader.
Dette er således løsninger, som er entydigt gode cykelløsninger.
Enkelte af de vejtekniske løsninger har ingen positive effekter i forhold til trafiksikkerhed, oplevet tryghed og fremkommelighed. I disse tilfælde kan løsningerne dog forbedres ved brug af supplerende tiltag.
For de resterende løsninger er det nødvendigt at prioritere mellem sikkerhed, oplevet tryghed og fremkommelighed for cyklisterne, når man skal vælge løsning.
Endelig viser oversigten, at effekterne ofte er sandsynlige og sjældent så veldokumenterede i gode studier, at det er muligt at angive et effektestimat på en troværdig måde. Det er især effekterne på oplevet tryghed og fremkommelighed, der sjældent er blevet talfæstet.
Mere information om detailudformningen af de forskellige løsninger findes i vejreglerne.