Projektet Test en Elcykel har igennem 3 år udlånt elcykler til næsten 1.700 personer, som tidligere kørte i bil til arbejde. Formålet var at få flere borgere og medarbejdere til at vælge en elcykel frem for bilen i deres daglige transport. Deltagerne i Test en Elcykel har været med til at vise, at det godt kan lade sig gøre at pendle på cykel på de lidt længere distancer, hvis man får hjælp af en elmotor.
Test en Elcykel har:
- Fået 1.681 bilpendlere til i 3 måneder at vælge elcyklen frem for bilen på 2 ud af 5 pendlerture.
- Opnået varige transportvaneændringer for halvdelen af deltagerne. 50 % angiver, at de har ændret deres transportvaner 1 år efter testperioden, og 34 % cykler til arbejde minimum 3 dage om ugen 1 år efter testperioden.
- Nedbragt CO2 udledning fra pendling med 154 ton i test- perioden. De personer, som bliver ved med at cykle, bidrager desuden med en varig CO2 reduktion på 338 ton om året.
- Vist, at elcyklen har en positiv effekt på medarbejderes og borgeres oplevede sundhed.
- Bidraget til, at 28 % efter testperioden har investeret i en ny cykel eller elcykel, mens 27 % fortsætter med at cykle på en cykel, de allerede ejer.
- Udbredt kendskabet til elcyklen som transportmiddel og dermed ændret opfattelsen af, hvor langt man kan cykle på den daglige tur mellem hjem og uddannelse eller arbejde.
I Test en Elcykel har de næsten 1.700 testpersoner registreret 884.000 kilometer ved hjælp af den app, som var tilknyttet kampagnen – det svarer til, at deltagerne tilsammen har cyklet til månen og tilbage igen. I gennemsnit har deltagerne tracket 526 kilometer og 1,9 cykeldage om ugen. Det betyder, at hver testperson i de 3 måneder, de har lånt cyklen, har reduceret deres CO2-udledning med 91,5 kilo ved at skifte bilen ud med en elcykel.
I Test en Elcykel cykler 51 % af deltagerne stadig 3 måneder efter testperiodens afslutning. Gennemsnitligt cykler deltagerne 36 kilometer om ugen efter 3 måneder, og tendensen er den samme efter 1 år. Det giver en årlig CO2-besparelse på 286 kilo pr. person, når de nye cykelvaner fastholdes efter testperiodens afslutning.
Deltagerne, der fortsætter med at cykle 3 måneder efter testperioden, oplever at være i bedre form end dem, der ikke er fortsat. De deltagere, der ikke har ændret deres vaner og stadig kører i bil, vurderer deres form til at være dårligere end dem, som i høj grad har ændret deres transportvaner og cykler mere.
En sundere hverdag
Men forbedret sundhed er ikke kun et resultat af at cykle mere, det er også noget, som motiverer til at cykle. Den største motivationsfaktor for deltagerne i Test en Elcykel var at få en sundere og mere aktiv hverdag. Blandt projektets deltagere fortæller godt halvdelen, at mere motion var en motiverende
faktor for at tilmelde sig projektet. Deltagerne vægter en sundere livstil og at komme i bedre form højt. Nogle af deltagerne så endda muligheden for at låne en elcykel som vejen til vægttab eller genoptræning efter gamle skader. Selv 1 år efter at deltagerne cyklede i Test en Elcykel-kampagnen, udpeger 37 %, at det er en forbedret fysisk form, der motiverer dem mest til stadig at trække i cykeltøjet.
Frisk luft og ny energi
Udover deltagernes fysiske sundhed kan skiftet fra bil til elcykel også have stor betydning for det mentale helbred. Omkring en tredjedel af dem, der vælger at fortsætte med at cykle efter testperioden, gør det, fordi turen hjælper dem med at stresse af, få mere energi og frisk luft. De samlede positive sundhedsmæssige effekter på det fysiske og mentale helbred er grunden til, at størstedelen af de nye cyklister har skiftet bilen ud med elcyklen.
Færre sygedage
Tidligere undersøgelser viser, at cyklister har færre sygedage end andre trafikanter på grund af den daglige motion. Tal fra Region Hovedstaden viser, at hver gang man cykler 1.200 kilometer, reducerer man i gennemsnit antallet af sygedage med 1 dag. De knap 1.700 deltagere i Test en Elcykel har i testperioden tracket 884.000 kilometer og har derved tilsammen haft 737 færre sygedage, end hvis de ikke havde cyklet
Flere køber en cykel efter testperioden
En lang testperiode kan have betydning for, at folk efterfølgende vælger at investere i en elcykel. Det viser resultaterne fra Test en Elcykel. Elcyklen opfattes som en dyr investering, og mange af deltagerne fremhæver, at frygten for at få stjålet cyklen er en væsentlig barriere for at købe en elcykel. Derfor er det for mange også en stor beslutning at købe en elcykel. Muligheden for at teste en elcykel over en længere periode giver deltagerne tid til at finde ud af, om det er en god løsning for dem.
Mere end en fjerdedel køber ny cykel
Den 3 måneder lange testperiode i Test en Elcykel har givet deltagerne nogle gode erfaringer, som
har hjulpet dem i beslutningen om at investere i en ny cykel. Samlet set har over en fjerdedel af testpersonerne tre måneder efter endt testperiode købt en ny cykel – enten almindelig (8 %) eller med elmotor (20 %).
Jo ældre testpersonen er, jo større er sandsynligheden for, at han eller hun efter testperioden investerer i en elcykel. En større andel af de yngre testpersoner har i stedet valgt at købe en almindelig cykel.
Resultaterne fra Test en Elcykel viser desuden, at flere køber en elcykel, hvis de cykler 3 dage om ugen eller mere, hvorimod der ikke er en sammenhæng mellem afstand til arbejde og køb af ny cykel. Det tyder på, at dem, som vælger at investere i en elcykel efter testperioden, er dem, som fortsat gerne vil cykle til arbejde mindst 3 dage om ugen. Dem, som cykler 1 til 2 dage, fortsætter i højere grad på en cykel, de allerede ejer.
Elcyklen kan erstatte bilen
Resultaterne fra Test en Elcykel peger på, at elcyklen har størst potentiale til at erstatte bilen som transportmiddel for de pendlere, som har under 15 kilometer til arbejde. I testperioden er der ikke en sammenhæng mellem, hvor mange cykeldage testpersonerne registrerer, og hvor langt de har til arbejde. Men efter testperiodens afslutning er der en tendens til, at flere cykler, jo kortere distancen er. Dette gør sig især gældende for dem, som cykler tre eller flere dage om ugen.
Resultaterne fra Test en Elcykel viser, at elcyklen især har potentiale hos dem med lidt længere til arbejde, som ønsker at cykle flere dage om ugen. Muligheden for at afprøve en elcykel har dog også motiveret flere til at cykle videre på en almindelig cykel – enten en ny eller den som allerede stod i skuret.
Hvem deltog?
72 % af testpersonerne i Test en Elcykel var kvinder, og 28 % var mænd. I testperioden var kvinderne bedre til at tracke deres ture end mændene. Men ser man på antallet, som fortsætter med at cykle efter 3 måneder og efter 1 år, er det mændene, der er mest tilbøjelige til at fastholde den nye cykelvane.
De aldersgrupper, som var stærkest repræsenteret, var 40-49 år og 50-59 år med tilsammen 65 % af deltagerne. 1 år efter testperiodens afslutning tyder resultaterne på, at de ældre målgrupper er mere tilbøjelige til at fastholde den nye cykelvane end de yngre.
Hvad motiverer?
At få muligheden for gratis at prøve en elcykel er for deltagerne i Test en Elcykel en motivationsfaktor i sig selv. Men på den lange bane er det især det fysiske og mentale helbred, der får deltagerne til at springe i sadlen i stedet for at sætte sig bag rattet. Test en Elcykel har vist, at cykelkampagner ikke kun er med til at ændre folks transportvaner – de kan også være med til at ændre folks mindset, hvilket er mindst lige så vigtigt, når valget en tidlig morgen står mellem bilen og cyklen.
36 % angiver, at det at komme i bedre form eller at tabe sig motiverer dem til at fortsætte med at cykle efter testperioden, imens 12 % svarer, at det, der motiverer dem til at cykle, er, at det er hurtigere. For 15 % er frisk luft og det at komme ud i naturen noget, som motiverer dem til at fortsætte med at køre på elcykel, imens 19 % angiver, at mere energi og overskud og at stresse af er det mest motiverende.
_______________________________________
Projektet
Test en elcykel er et 3-årigt projekt (august 2013 – oktober 2016), som har haft til formål at få flere borgere og medarbejdere til at vælge en elcykel frem for bilen i deres daglige tranport. I projektet har 8 hospitaler i Region Hovedstaden og 8 kommuner udlånt elcykler til bilpendlere med over 5 kilometer til arbejde i prøveperioder af 3 måneder.
Kommunerne var Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Frederiksberg Kommune, Gladsaxe Kommune, Høje- Taastrup Kommune, Odense Kommune, Roskilde Kommune og Gentofte Kommune. Hospitalerne i Region Hovedstaden var Bornholms Hospital, Herlev Hospital, Rigshospitalet og Rigshospitalet Glostrup, Frederiksberg & Bispebjerg Hospitaler, Gentofte Hospital, Amager & Hvidovre Hospitaler, samt Nordsjælland Hospital.
Projektets budget var på cirka 7,5 millioner kroner, hvoraf Region Hovedstaden og Vejdirektoratets Cykelpulje har støttet projektet med knap 5 millioner kr.
Læs mere i folderen