Cykelparkering Planlægning — 22 april 2016

Movia arbejder for at forbedre skifteforholdene for rejsende, som skifter mellem cykel og bus. I den forbindelse har Movia fået udarbejdet en publikation som beskriver de indsatser, anbefalinger og erfaringer, der er gjort i Danmark i forbindelse med cykelparkering ved busstoppesteder og hvilke potentialer, der findes for vækst.

Ifølge Transportvaneundersøgelsen 2010-13 udgør ture hvor cykel kombineres med kollektiv transport (både bus og tog) 1 % på landsplan. I Movias område generelt kombinerer 4 % af kunderne cykel og bus, mens tallet er 2 % i København. I Movias seneste undersøgelse af passagererne på en række udvalgte busstoppesteder kombinerede 8 % af kunderne cykel og bus.

Der har siden 1990’erne været fokus på at forbedre mulighederne for at kombinere cykel og bus, bl.a. gennem etablering af cykelparkering ved busstoppesteder og –terminaler. Der er udarbejdet forskellige anbefalinger og draget sporadiske erfaringer med udgangspunkt i mindre projekter forskellige steder i Danmark, men det er et område, hvor der i den grad mangler viden om brugerbehov og effekter af indsatser.

Hovedkonklusionen i projekterne er med få undtagelser, at etablering, udvidelse eller opgradering af cykelparkeringen betyder, at flere cykler bliver parkeret i stativerne. Der mangler dog viden om, hvem de ”nye” cykler tilhører – er det eksisterende buskunder, der er begyndt at cykle, er det nye buskunder, der har fået øjnene op for muligheden for at kombinere cykel og bus, eller tilhører cyklerne borgere, der har ærinder andre steder, men som benytter den pågældende cykelparkering?

Gennemgående for evalueringerne af de konkrete projekter og generel praksis omkring indsamling af viden i kommunerne og trafikselskaberne er derudover, at man typisk undersøger eksisterende kunders behov for eller tilfredshed med cykelparkering ved stoppesteder og terminaler. Der mangler således helt generelt viden om hvorvidt og hvilke løsninger, der gør det attraktivt for potentielle kunder at skifte bilen ud med en kombination af cykel og buskort, samt hvordan og ad hvilke kanaler man markedsfører muligheden.

I den seneste nationale cykelstrategi ”Danmark – op på cyklen!” er der fokus på at fremme hverdagscykling og i den forbindelse udarbejdet en ”Dør-til-dør-strategi”, der skal sikre bedre sammenhæng mellem cyklen og den kollektive trafik, herunder busser.

Bedre og mere sikker cykelparkering ved stationer, terminaler og stoppesteder er et af de udpegede indsatsområde i strategien.
Cykelparkering ved busstoppesteder er generelt mest relevant i forstæder, udkanten af byen, i tyndere befolkede områder og i tilknytning til regionale busser, S-busser, X-busser osv., hvor der er længere mellem busstoppestederne, og hvor brugerne kommer fra et større opland.

Ved busterminaler er cykelparkering lige så essentielt som ved stationer, og mange kommuner har også opgraderet cykelparkeringsfaciliteterne ved disse væsentligt i de senere år.

I forhold til den fysiske side af sagen – hvordan etablerer man cykelparkering ved busstoppesteder og –terminaler – kan man udtrække følgende anbefalinger af det eksisterende materiale:

Placering

  • Cykelparkeringen skal være nem at få øje på.
  • Cykelparkeringen skal placeres i umiddelbar nærhed af målet, busstoppestedet eller -terminalen. Jo længere væk, jo bedre forhold skal tilbydes. Fx i form af overdækning eller anden service.
  • Cykelparkeringen skal placeres på cyklistens naturlige rute mod målet – ikke efter.
  • Vigtigt at have fokus på, hvor cyklisterne kommer fra, og hvor de skal hen, når de kommer tilbage med bussen. Det kan fx være bedre at placere cykelparkeringen i tilknytning til en cykelsti på den modsatte side af afgangsstoppestedet.
  • Gode adgangsforhold er vigtigt, da man har travlt og skal nå en bus.
  • Vigtigt at tænke på trafiksikkerhed og oversigtsforholdene generelt ved design af løsningen.

Stativløsning

  • Der skal etableres tilstrækkeligt med pladser. Nye stativer bliver hurtigt fyldt op, og det anbefales derfor at etablere minimum 25 % flere pladser end det eksisterende behov. Den anbefalede norm for busstoppesteder og –terminaler er 1 plads pr. 10 passagerer i spidstimerne 06.00 til 09.00. Sørg også gerne for, at kapaciteten kan udvides i takt med at behovet øges.
  • Cyklen skal kunne sikres mod tyveri – enten gennem aflåste cykelparkeringspladser eller ved, at cyklen kan låses fast til et stativ. Graden af sikkerhed og service skal stå i forhold til afstand til målet, og hvor lang tid cyklen skal stå parkeret. Jo længere afstand og tid, jo bedre løsning.
  • Det er vigtigt at vælge stativer og løsninger, der udnytter den begrænsede plads optimalt.
  • Det er vigtigt at vælge stativer, der passer til forskellige typer cykler / dæktykkelser, og som støtter hjulet (forhjulsparkering) eller cyklen (lænestativ) ordentligt.
  • Sørg for, at der er ordentlig plads til de parkerede cykler og til at manøvrere med cyklen. Ved vinkelret forhjulsparkering anbefales det, at der er 60 cm mellem stativerne samt et samlet manøvreareal på 2,25 m2 pr. cykel. Ved forhjuls 45 graders skråparkering kan man nøjes med en afstand på 40-50 cm mellem stativerne samt et samlet manøvreareal 1 m2 pr. cykel.
  • Hvis behovet er stort og arealet småt anbefales parkering i to etager. Det er vigtigt at vælge stativer af høj kvalitet, hvor designet gør det nemt og enkelt for brugeren at benytte overetagen.
  • Hensyn til den daglige renholdelse og vedligehold bør også indgå i overvejelserne om stativvalg. Stativer med få forankringspunkter (i jord eller væg) er lettere at renholde.
  • Der bør laves pladser til specialcykler, f.eks. ladcykler, cykler med anhængere og el-cykler.
  • Vælg standardudstyr og gennemafprøvede produkter.
  • Vær opmærksom på tilgængelighed i forhold til handicappede og synshæmmede.

Øvrige faciliteter

  • Overdækning signalerer, at der bliver sat pris på cyklisterne som kunde. Er man pendler og har sin cykel til at stå parkeret hele dagen, vil man alt andet lige sætte stor pris på at cyklen står i læ for vejr og vind. Overdækninger med lukkede sider beskytter mod stærk blæst, men kan virke dominerende i byrummet.
  • Man kan med fordel etablere mulighed for forskellige typer af cykelservice som luftpumpe, cykelservicestander eller lignende ved større busstoppesteder og -terminaler.
  • Der skal være god og tilstrækkelig belysning af hele anlægget – også arealet mellem cykelparkering og busstop for at sikre tryghed. Solceller kan være en god og bæredygtig løsning på landet, hvor der ikke er trukket strøm.
  • Vigtigt at vælge belægning med god afvanding.
  • Vigtigt at vælge beplantning, der skaber tryghed og sikkerhed for brugerne.
  • Sørg generelt for komfortable venteforhold.
  • Sørg for god information og service i forhold til bussen – realtidsinformation, count-down osv.
  • Hav fokus på, at løsningerne arkitektonisk hænger sammen med helheden.

Vedligeholdelse og renholdelse

  • Husk at tænke drift og vedligehold ind fra starten.
  • Sørg for jævnlig renholdelse og vedligeholdelse af faciliteterne – både udstyr og beplantning. Rod og kaos avler mere rod og kaos.
  • Sørg for jævnlig fjernelse af ”døde” cykler”, så pladserne er fri til de, der har behov.
  • Reklamefinansiering kan evt. finansiere drift og vedligehold.

Markedsføring

  • Markedsfør muligheden for at kombinere cykel og bus, når der er etableret gode faciliteter.

Politik, manual

  • Udarbejd retningslinjer/normer/politikker for etablering af cykelparkering ved busstoppesteder og terminaler i forbindelse med udarbejdelse af relevante politikker, strategier og planer (parkerings-, kollektiv-, cykel- og mobilitetspolitikker og –strategier). F.eks. kan man have forskellige normer for cykelparkering og øvrigt serviceudstyr ved forskellige typer af stoppesteder.
  • Vigtigt at kommuner og trafikselskaber arbejder sammen omkring etablering af gode løsninger.

Cykelparkering ved busstoppesteder

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.