De næste år sætter kampagnen Ta’ Cyklen Danmark kursen for korte cykelture. Danskerne skal op på cyklen, når vi skal på arbejde, i skole, når der skal handles ind, og når miniputterne skal til fodbold. Men hvorfor nu alt det postyr, danskerne er da et cykelfolk?

Sandt! Men vi cykler langt mindre end tidligere. En undersøgelse foretaget af partnerne bag Ta’ Cyklen Danmark viser, at hver 3. dansker ikke cykler regelmæssigt, og at mere end hver 10. slet ikke cykler. Målsætningen for kampagnen er at få flere til at vælge cyklen som transportmiddel i hverdagen.

Mere end hver 3. dansker cykler stort set aldrig. Og det er alt for mange. Derfor vil vi over de næste 3 år sætte spot på fordelene ved at vælge cyklen i stedet for bilen på de korte ture.

siger Gitte Laub Hansen fra Kræftens Bekæmpelse.

Cyklist ved eng_Foto Marie Lykkebo Dreier

Indtil 2018 kan danskerne møde Ta’ Cyklen Danmark både nationalt og lokalt ved fysiske events og på sociale medier. Kampagnen vil skiftevis fokusere på at få danskerne til at tage cyklen til indkøb, til arbejde, til skole og til fritidsaktiviteter.

Kampagneaktiviteterne vil på tur blive udviklet og afviklet af Ta’ Cyklen Danmarks partnere, som vil udarbejde kampagnekoncepter, som kan udbredes lokalt i hele Danmark.

De nationale indsatser bliver aktiveret på Facebook og Instagram, og sigter på at involvere danskerne i kampagnens aktiviteter. Kampagnen gør brug af konkurrencer, inkluderende aktiviteter og løbende udvikling af kommunikationen for at skabe størst mulig engagement hos danskerne.

Bag Ta’ Cyklen Danmark står et stærkt partnerskab og en engageret følgegruppe, som har valgt at støtte kampagnen. I partnerskabet sidder Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Aarhus Kommune, Odense Kommune, Frederiksberg Kommune, Middelfart Kommune, KU Science, DTU Transport, Cyklistforbundet og DSB.

Læs mere om kampagnen og partnerskabet bag Ta’ Cyklen Danmark på www.tacyklen.dk

___________________________

Kampagnens målsætning er at få 50 millioner flere cykelture om året – det svarer til 1 % stigning i antallet af cykelture på landsplan. For at nå dette mål satser kampagnen på:

  • at få dem som allerede cykler, til at vælge cyklen oftere
  • at få danskere som ikke cykler til at vælge cyklen
  • at udvide cykelsæsonen

Foto Marie Lykkebo Dreier

Share

About Author

(0) Readers Comments

Comments are closed.