Trafiksikkerhed — 11 januar 2013

Hundredvis af lyskryds er bygget om med tilbagetrukne stopstreger for at gøre trafikken mere sikker for cyklister og herunder især reducere antallet af højresvingsulykker. Nu viser en ny rapport, at krydsene i bedste fald giver en falsk tryghed og måske endda gør trafikken farligere?

“Nu har det private forskningsbaserede rådgivningscenter Trafitec undersøgt, hvordan stopstregerne faktisk virker, og resultatet er nedslående. – Fiasko er et stort ord, men de har i hvert fald ikke den effekt, man håbede, siger ingeniør Thomas Buch. Han er forfatter til rapporten “Sikkerhedseffekter af tilbagetrukne stopstreger”. Skriver DR Østjylland i dag.

Her på redaktionen er vi dog lidt mere skeptiske omkring undersøgelsens resultater. Man kan ud fra de foreliggende uheldsstatistikker oftest ikke isolere de ulykker som de tilbagetrukne stopstreger alene virker på – altså ulykker, hvor en bilist og én eller flere cyklister sætter samtidigt igang, når signalet skifter fra rødt til grønt. I undersøgelsen er der set på ulykker i hele grøntiden, som typisk i større kryds kan vare op til 45-60 sekunder. De tilbagetrukne stopstreger har reelt kun en effekt for sikkerheden  i cirka 2 sekunder af den samlede grøntid.

Dét som undersøgelsen reelt konkluderer er, at der ikke har været den forventede nedgang i antallet af højresvingsulykker, som i princippet lige så vel eksempelvis kan skyldes en generel tendens til at der er flere og flere hurtigkørende cyklister i byerne (fixie cykler, motionister og el-cyklister mfl.). Eller utålmodige bilister og meget andet.

Rapporten er bestemt interessant, men vi tror man gør klogt i at vente en udmelding fra Vejdirektoratet (Vejregel-gruppen) inden man går ud og fjerner de tilbagetrukne stopstreger.

Der bør i forlængelse af denne undersøgelse igangsættes adfærdsstudier i udvalgte kryds rundt om i landet for at fastslå de reelle årsager til højresvingsulykkerne.

Se TV indslag omkring undersøgelsen her

/Pablo Celis

Redaktør – Cykeltrafikken.dk 

 

Share

About Author